Københavns Kommune, Socialforvaltningen

Københavns Kommune, Socialforvaltningen,

København
16-10-2020

Afdelingslæge til Center for Rusmiddelbehandling København, nyoprettet stilling

Kontakt

Københavns Kommune, Socialforvaltningen

Rusmiddelbehandling Vigerslev Allé
2450
København SV
Danmark
Praktisk information
Oprettet:
16-10-2020
Udløber:
15-11-2020
Kviknummer:
LJA-81278896
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområde:
Almen medicin,
Psykiatri,
Samfundsmedicin
Beliggenhed
Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Københavns Kommunes Center for Rusmiddelbehandling søger en afdelingslæge til nyoprettet stilling med primær funktion på den åbne stofscene på Vesterbro; ønsket start den 1. januar 2021.

 

Under COVID-19 har vi etableret Fremskudt Substitutionsbehandling, som er et tilbud om rusmiddelbehandling til de borgere, der ikke formår at møde frem og modtage behandling på enheden, men har behov for en håndholdt indsats i nærmiljøet. Det er typisk udsatte borgere på herberger med ringe netværk, og som erhverver sig gennem prostitution og/eller kriminel aktivitet for at skaffe penge til stoffer eller illegal medicin.

 

Den fremskudte substitutionsbehandling er en succes, og vi har fået midler til at fortsætte dette tilbud og dermed midler til at ansætte endnu en læge til vores team, ud over den læge som allerede er tilknyttet.

 

Fremskudt Substitutionsbehandling er et team bestående af en læge, en sygeplejerske og en socialrådgiver, som varetager iværksættelse af substitutionsbehandling, udredning og løbende opfølgning med henblik på vurdering af, om der er behov for, at borgeren forbliver i Fremskudt Substitutionsbehandling, eller om borgeren efter stabilisering i substitutionsbehandling skal overgå til anden behandling/enhed.

 

Stillingen bliver forankret på vores enhed på Vesterbro, Rusmiddelbehandling Vigerslev Allé, hvor du vil indgå i det lokale lægeteam på 5 læger. Efter oplæring i substitutionsbehandling vil du få din primære tilknytning til Fremskudt Substitutionsbehandling og dermed varetage en væsentlig del af dine funktioner på den åbne stofscene på Vesterbro.

 

Om lægegruppen i Center for Rusmiddelbehandling

Center for Rusmiddelbehandling København er fordelt rundt i byen med afdelinger for opioidsubstitutionsbehandling, alkohol- og stofbehandling, heroinbehandling, familieorienteret rusmiddelbehandling, dagbehandling samt nu også udgående og fremskudt substitutionsbehandling.

 

Vi er en lægegruppe på knap 20 læger i alt, de fleste er speciallæger i almen medicin ansat som afdelingslæger. Vi er opdelt i lokale teams, men mødes alle sammen fast hver anden uge til lægekonferencer.

 

Den lægefaglige ledelse varetages af vores tre overlæger, hvor den kliniske overlæge står for introduktion og løbende supervision på lægemøder og ved telefonisk bagvagtsfunktion.

 

Vi har en omfattende og praksisnær instrukssamling for den lægelige behandling.

 

Vores patientgruppe er meget bred og dækker f.eks. både de mest udsatte mennesker med heroin- og blandingsmisbrug og stort behov for en koordineret tværfaglig indsats, og smertepatienter, som har udviklet misbrug med baggrund i smertebehandling.

 

Vi arbejder tæt sammen med sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere, pædagoger, behandlere mv. for at sikre en helhedsorienteret og tværfaglig behandling for vores patienter.

 

De lægelige opgaver

Den lægelige behandling er beskrevet i Sundhedsstyrelsens 'Vejledning til læger, der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin, 2017'.

 

Som læge i Fremskudt Substitutionsbehandling vil du i tæt samarbejde med sygeplejersken og socialrådgiveren i teamet varetage iværksættelse af og opfølgning på borgernes fremskudte substitutionsbehandling. Opgaverne vil primært bestå af vurdering og afdækning af rusmiddelbrug, opstart i substitutionsbehandling, løbende opfølgning på behandlingen og stabilisering af borgerne, screening for hepatitis og hiv, udredning og evt. behandling af misbrugsrelaterede psykiske og somatiske lidelser og undervisning af borgerne i overdosisbehandling.

 

Derudover er der et bredt samarbejde med både interne og eksterne aktører på den åbne stofscene på Vesterbro, f.eks. med lægerne i sundhedsteamet, men også andre samarbejdspartnere som den sociale hjemmepleje, gadeplansindsatser, hospitaler, herunder tæt samarbejde med infektionsmedicinske ambulatorier, psykiatrien, praktiserende læger, herberger, bosteder m.m.

 

Om dig

  • Du behøver ikke at have specifik erfaring med rusmiddelbehandling, men vi lægger vægt på en solid erfaring som læge

  • Du er speciallæge i relevant speciale så som almen medicin, psykiatri, samfundsmedicin

  • Du kan arbejde selvstændigt, systematisk og struktureret med opgaver i den sundhedsfaglige indsats i overensstemmelse med Center for Rusmiddelbehandlings instrukser og Sundhedsstyrelsens retningslinjer for substitutionsbehandling

  • Du besidder rummelighed i forhold til målgruppen og er erfaren i konflikthåndtering

  • Du kan bidrage til at sikre sammenhængskraft i den helhedsorienterede og tværfaglige behandling

  • Du har indgående kendskab til det etablerede sundhedsvæsen og er i stand til at bygge bro dertil

  • Du er loyal, har gode samarbejdsevner og godt humør

  • Du er fleksibel og mødestabil

 

Vi kan tilbyde dig

  • en spændende stilling på den åbne stofscene på Vesterbro

  • gode kolleger i et godt lægeteam på enheden og tæt samarbejde med erfaren lægekollega i det fremskudte substitutionsbehandlingsteam

  • oplæring i opioidsubstitutionsbehandling på Rusmiddelbehandling Vigerslev Allé

  • arbejdstid i dagtimerne på hverdage

  • supervision ved overlæge og tværfagligt ved ekstern supervisor

  • en tværfaglig personalegruppe med mange fagligheder

  • et brugervenligt IT-system

  • en dynamisk og udviklingsorienteret arbejdsplads med dygtige og engagerede kolleger, hvor det gode samarbejde er i centrum

  • at være med til at præge den fremskudte substitutionsbehandling

  • et job med faglige og personlige udfordringer

  • en mulighed for at være med til at mindske ulighed i sundhed for en gruppe udsatte borgere

  • mulighed for at indgå i vagtholdet på Københavns Kommunes heroinklinik

  • mulighed for at søge midler til deltagelse i relevante kurser og konferencer

 

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er vagtfri og på 30 timer ugentligt.

 

Lønnen følger niveauet for yngre læger og danske regioner.

 

Mere information

Vi uddyber gerne ved en telefonsamtale, og du er velkommen til at ringe for yderligere oplysninger til enhedsleder Jannie Grandt Thomsen på 2041 9629 eller til klinisk overlæge Lene Caspersen på 2156 9202.

 

Søg via nedenstående link senest søndag den 15. november 2020

 

Vi forventer at afholde samtaler den 19. november 2020.

Lignende job
Københavns Kommune, Socialforvaltningen
København, Storkøbenhavn
Har du læst?
 

nr. 14/2016