Aalborg Kaserner - Sundhedsfaglig Sektion

Aalborg Kaserner - Sundhedsfaglig Sektion,

Nordjylland
09-03-2017

Overlæge til operativt virke i Hæren

Kontakt

Aalborg Kaserner - Sundhedsfaglig Sektion

Gammel Høvej 34
9400
Nørresundby
Danmark
Praktisk information
Oprettet:
09-03-2017
Udløber:
18-04-2017
Kviknummer:
LJA-43543144
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområde:
Almen medicin,
Anæstesiologi,
Kirurgi,
Ortopædisk kirurgi
Beliggenhed
Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Er du en dygtig og kompetent speciallæge med flair for at skabe resultater? Brænder du for at sætte dine kompetencer i spil i et udfordrende job? Trives du i en alsidig og spændende hverdag? Så er du måske vores kommende kollega i Sundhedsfaglig Sektion ved Trænregimentet, Aalborg Kaserner.

 

Om os

Sundhedsfaglig Sektion arbejder med udvikling af sanitetstjenesten i Hæren. Vores opgave er at omsætte evidensbaseret medicin og best medical practice til en militær ramme. Vi bidrager med sundhedsfaglig viden til udviklingsopgaverne og indgår i et samarbejde med Udviklingsafdelingen ved Trænregimentet, Hærens øvrige myndigheder og Forsvarets Sundhedstjeneste. Formålet er at sikre den bedste behandling af syge eller tilskadekomne under international tjeneste.

 

Sundhedsfaglig Sektion er en del af 1. Logistikbataljon. Som Hærens professionelle sanitetsenhed opstiller bataljonen forskellige typer enheder, der skal støtte Hærens internationale operationer. Det indbefatter lette, kirurgiske enheder. Bataljonen samarbejder med det øvrige Forsvar om udvikling af sanitetsbidrag til støtte for deres opgaver.

 

Sundhedsfaglig Sektion huser alle Hærens fastansatte læger og sygeplejersker. Vi er normeret med fem speciallæger, fire sygeplejersker og en kontorhjælper i Sundhedsfaglig Sektion.

Til bataljonen er knyttet mere end 100 læger og sygeplejersker på reaktionsstyrkekontrakt. De bidrager med deres medicinske ekspertise i forbindelse med uddannelse, øvelser og udsendelser.

 

Om stillingen

Som overlæge er du med til at udvikle det præhospitale område i en militær ramme og avanceret traumekirurgi i mobile, feltmæssige omgivelser. Denne udvikling gennemføres med afsæt i nationalt og internationalt samarbejde om at opsamle sundhedsfaglig viden og erfaringer fra bl.a. NATO indsættelser. Du bidrager til den sanitets- og sundhedsfaglige hærdoktrin, dvs. måden at levere sundhedsydelser under feltforhold. Du er med til at udvikle den øvrige hærdoktrin i den udstrækning, det har betydning for Hærens sanitets- og sundhedsfaglige indsats. Du deltager med Hærens enheder i øvelser og møder nationalt og internationalt. Du kommer til at arbejde med direktiver, faglige instrukser og procedurer inden for det præhospitale og traumekirurgiske område i Hæren. Du er med til at planlægge og gennemføre uddannelser med relation til det sanitetsfaglige område. Resultaterne af dit arbejde ser du udmøntet i praksis, og du vurderer effekten, når du som læge deltager i Hærens øvelsesvirksomhed. Udsendelse i internationale operationer er en del af jobbet. Samlet er der tale om en alsidig og fagligt udfordrende stilling med et afvekslende indhold i hverdagen.

 

Vi tilbyder

Et spændende job med udfordringer i dynamiske omgivelser. Der er rigtig gode muligheder for faglig og personlig udvikling både nationalt og internationalt. Du kommer til at indgå i et stærkt og dynamisk hold, der i vid udstrækning samarbejder om opgaverne og arbejder på tværs af faggrænser. Der er gode muligheder for efter- og videreuddannelse i form af for eksempel ledelseskurser og militærmedicinske uddannelser. Der er plads til introduktion og oplæring, men selvstændighed og initiativ er alligevel påkrævet.

 

Om dig

Du er speciallæge i et speciale, der er relevant for Forsvaret. Det kunne være kirurgi, ortopædkirurgi, anæstesi eller almen medicin. Du har en bred klinisk uddannelse og relevant erfaring, der gerne omfatter diagnostik og behandling af traumepatienter. En større videnskabelig produktion er ikke en forudsætning. Vi lægger imidlertid vægt på, at du med en stærk faglig profil kan arbejde analytisk, og at du på den baggrund kan omsætte lægefaglig viden i en praktisk sammenhæng, der fungerer. Du har gode sociale egenskaber og kan tale med alle, og du har tæft for at skabe resultater i komplekse organisationer.

 

Du kan lide at undervise. Du taler og skriver et korrekt dansk, og du behersker et eller flere fremmedsprog, primært engelsk, i skrift og tale. Du har kørekort til bil. Tidligere militær erfaring er en fordel. Det er også er en fordel, at du har gennemgået Forsvarets Reservelægekursus. For den rette person er der dog mulighed for at komme på kursus i tilknytning til ansættelsen.

 

 

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en militær stilling med et ansættelsesområde, der omfatter Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. Det daglige tjenestested er Sundhedsfaglig Sektion ved Trænregimentet, Aalborg Kaserner.

 

Ansættelsen sker på individuel kontrakt, og lønnen forhandles individuelt efter kvalifikationer og vil ligge inden for rammen 720.000 - 780.000 kr. årligt. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

 

Ansøgere, der i forvejen er ansat på tjenestemandsvilkår i Forsvaret, vil ved stillingsskifte inden for funktionsniveauet kunne bevare denne ansættelsesform i henhold til gældende løn- og ansættelsesvilkår for denne ansættelsesform.

 

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

 

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.

 

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

 

Kontakt og ansøgning

Din ansøgning vedlagt dokumentation for uddannelse og oplysning om tidligere og nuværende beskæftigelse stiles til Forsvarsministeriets Personalestyrelse og sendes via linket. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes som pdf-filer. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. Hvis du er ansat som tjenestemand, stiles ansøgningen til Dronningen.

 

Den korrekte ansøgningsfrist er den 18. april 2017. Samtaler planlægges afholdt umiddelbart efter.

 

I vurderingen af din ansøgning vil der vil blive lagt vægt på uddannelse og erfaring inden for de syv rolle- og kompetenceområder: 1. medicinsk ekspert, 2. kommunikator, 3. samarbejder, 4. organisator/leder/administrator, 5. sundhedsfremmer, 6. akademiker og 7. professionel.

 

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

 

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stabslæge af 2. grad Inger Marie Giversen på telefon 413 85811. Har du spørgsmål til løn - og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Charlotte Møller Nielsen på telefon 728 19182.

 

Om Trænregimentet, Hærens Logistikcenter og Forsvarets Militærpoliticenter.

Trænregimentet er beliggende i Aalborg, som er en af landets største garnisonsbyer og lokaliseret på Aalborg Kaserne. Trænregimentets vigtigste opgaver er at uddanne logistik- og militærpolitienheder. Dette sker ved regimentets fem bataljoner; 1. Logistikbataljon, 2. Logistikbataljon, 3. Vedligeholdelsesbataljon, 4. Nationale Støttebataljon (Vordingborg) samt Forsvarets Militærpoliti.

Ved Trænregimentet er der op mod 2.000 medarbejdere, inkl. værnepligtige, hvilket gør Aalborg Kaserner til en af byens absolut største arbejdspladser.

 

Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk

Lignende job
Linde & Altschuler A/S
København, Storkøbenhavn
Har du læst?
 

nr. 14/2016