Ny søgning
Region
Arbejdsområde
Ansættelsesvilkår
Opret en jobagent og få nye jobannoncer direkte i din indbakke

Annoncer:

Afdelingslæge til Infirmeri Nordsjælland i Høvelte, en del af Forsvarets Sundhedskapacitet


Har du interesse for dykkermedicin og kunne du tænke dig en anderledes og interessant hverdag i en militær stilling som speciallæge ved et af Forsvarets fem infirmerier?

Vi søger en engageret og faglig stærk speciallæge til vores Infirmeri, der kan indgå i den daglige drift, samt på sigt have lyst til indgå i ledelsen af infirmeriet.

Om os

Infirmeri Nordsjælland er placeret på Høvelte Kaserne og er sammen med de 4 øvrige infirmerier den kliniske del af Forsvarets Sundhedskapacitet, dagligt kaldet FSK. Vi har derfor mulighed for faglig og ledelsesmæssig sparring med kolleger i hele landet.

Infirmeriet leverer læge- og tandlægeydelser, dykkermedicinske ydelser, samt andre sundhedsydelser til værnepligtige og Forsvarets faste personel i tæt dialog med de militære myndigheder. Vi understøtter Forsvarets operative enheder ved løbende sundhedsvurderinger af Forsvarets medarbejdere i forhold til de opgaver, de løser.

Vi er i alt 15 personer med forskellige sundhedsfaglige uddannelser som, udover læger, omfatter tandlæger, klinikassistent, sygeplejersker, fysioterapeut og personale med en militær sanitetsfaglig uddannelse m.m. Vi samarbejder desuden med andre af Forsvarets fysioterapeuter og kost- og træningsvejledere for at understøtte Forsvarets koncept for Militær Fysisk Træning.

Vi har en uformel omgangstone og vægter professionalisme og gensidig respekt for hinanden højt.

Om stillingen

Du kommer til at arbejde i et militært miljø med opgaver, hvor du skal gennemføre regelmæssige helbredsvurderinger, udføre dykkermedicinske undersøgelser i samarbejde med dykkerlægerne, fungere som praktiserende læge for de værnepligtige og i mindre omfang varetage behandlingen af mindre skader.

En del af din kontakt med infirmeriets ”kunder” er rådgivning i form af direkte dialog med enkeltpersoner og i form af undervisning af Forsvarets medarbejdere.

Der er en forventning om, at du aktivt bidrager med supervision og faglig vejledning af de øvrige medarbejdere ved infirmeriet. Du kan ligeledes få ansvar for dele af infirmeriets administrative og ledelsesmæssige opgaver.

Vi tilbyder et spændende job i dynamiske omgivelser og med gode muligheder for faglig og personlig udvikling, specielt med mulighed for kompetenceudvikling i det dykkermedicinske spor. Efter- og videreuddannelse er en integreret del af Forsvarets kultur og kan omfatte såvel civil som militær kompetenceudvikling. Kurserne kan både være nationale og internationale.

Jobrotation er et vigtigt redskab i kompetenceudvikling og du vil senere kunne søge stillinger med et andet jobindhold eller, hvis du vurderes egnet, søge en karriere med et større ledelsesmæssigt indhold. Der vil i så fald være mulighed for at gennemføre strategiske studier ved Forsvarsakademiet.

Om dig

Du har speciallægeautorisation i et, for Forsvaret, relevant speciale, f.eks. almen medicin. Viden om dykkermedicin er ønskelig, men ikke et krav, da kompetenceudvikling er muligt i dette spor.

Tidligere uddannelse som reservelæge i Forsvaret er ønskeligt, men det er ikke et krav, idet denne uddannelse kan gennemføres efter ansættelse. Uddannelsen er modulær og gennemføres primært i Aarhus ved Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelser. Den samlede uddannelsestid er på ca. 5 måneder afhængig af om, der kan opnås merit. Der er bl.a. tale om et basiskursus, hvor alle soldatens almene færdigheder gennemgås og anvendes bl.a. på felttur, hvor man sover ude i det fri, spiser feltrationer, lærer at skyde, gå med rygsæk mm.

Du er en teamplayer, som vægter tværfagligt samarbejde højt, er engageret og nytænkende, kan bevare overblikket i pressede situationer og har mod på at prøve nye udfordringer i et militært miljø.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst med Yngre Læger i en militær stilling som afdelingslæge i Forsvarets Lægekorps med et ansættelsesområde, der omfatter Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner. 

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07%.

Det daglige tjenestested er på Høvelte Kaserne i Nordsjælland og med satellitarbejdssted på Livgardens Kaserne i Gothersgade i København.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.

I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her B som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i hele rigsfællesskabet, alle NATO-lande samt sejlads i danske og europæiske farvande og Nordatlanten.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Infirmeri Nordsjælland ledende overlæge Vibeke von Westphal på telefon 7281 8210.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848.

Ansøgningsfristen er 1. maj 2026. Vi forventer, at holde samtaler umiddelbart herefter. Hvis du går videre i processen, skal du være forberedt på at gennemføre Forsvarets fysiske basistest, helbreds- og tandvurdering og psykologtest-/og evt. interview. Du skal forvente at afsætte hele dagen til dette formål.

Ansættelse sker pr. 1. september eller snarest derefter.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I vurderingen af din ansøgning vil der vil blive lagt vægt på uddannelse og erfaring inden for de syv rolle- og kompetenceområder: 1. medicinsk ekspert, 2. kommunikator, 3. samarbejder, 4. organisator/leder/administrator, 5. sundhedsfremmer, 6. akademiker og 7. professionel.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarets Sundhedskapacitet

Forsvarets Sundhedskapacitet (FSK) (tidligere Forsvarets Sanitetskommando) er en del af Forsvaret, som udvikler og rådgiver Forsvaret om sundhedstjeneste, sanitetstjeneste og militær fysisk træning samt står for driften af infirmerierne. Derudover foretager vi sundheds- og sanitetsfaglige inspektioner, udfører sundhedsfaglige trusselsvurderinger og definerer de militære fysiske krav. Endvidere er FSK ansvarlig for rekruttering og uddannelse af Forsvarets sundhedsfaglige personel, som tager hånd om vores soldater i nationale og internationale operationer og på de danske infirmerier. Igennem løsningen af disse opgaver sikrer Forsvarets Sundhedskapacitet soldatens helbred. FSK er en niveau 3 myndighed under den nyoprettede Operativ Støttekommando.



🕑 37 timer  |  Birkerød  |  2026-05-01 23:37:00

Ansøg her

Praktisk information
Virksomhed
Forsvaret
Arbejdssted
Høveltevej 111
3460 Birkerød
Kontakt
Vibeke von Westphal
00114851@mil.dk
7281 8210
Kviknummer
LJA-6730
Arbejdstid
37 timer
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Akutmedicin,Almen medicin,Speciale uafhængig
Ansøgningsfrist
01-05-2026 23:37



Retur til søgning

Annoncer:

Praktisk information
Virksomhed
Forsvaret
Arbejdssted
Høveltevej 111
3460 Birkerød
Kontakt
Vibeke von Westphal
00114851@mil.dk
7281 8210
Kviknummer
LJA-6730
Arbejdstid
37 timer
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Akutmedicin,Almen medicin,Speciale uafhængig
Ansøgningsfrist
01-05-2026 23:37