
Afdelingslæge til sundhedsfagligt tilsyn med autoriserede sundhedspersoner
Brænder du for patientsikkerhed og for at bruge din erfaring og lægefaglighed i et samfundsmæssigt perspektiv? Motiveres du af at kunne bidrage til et trygt og patientsikkert sundhedsvæsen via tilsyn? Så har vi en spændende stilling!
Om Tilsyn og Rådgivning Vest
Vi er en enhed i Styrelsen for Patientsikkerhed, som fører tilsyn med sundhedspersoner og behandlingssteder i Jylland og på Fyn. Derudover yder vi sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver, miljøsager, retslægelige ligsyn og trafikmedicin.
Vi er knapt 65 medarbejdere, hvoraf de fleste har en sundhedsfaglig baggrund som enten læge eller sygeplejerske. Derudover består medarbejdergruppen af jurister, andre akademikere og administrativt personale. Vi er opdelt i fire sektioner – Individtilsyn, Organisationstilsyn, Rådgivning og Beredskab, samt Administration. Du vil blive en del af sektionen Individtilsyn, hvor den primære opgave er at føre tilsyn med autoriserede sundhedspersoner, men vil også indgå i enhedens øvrige opgaver.
Vi har kontorer i henholdsvis Randers og Kolding. Vores kontorer arbejder tæt sammen og er præget af et godt og tæt kollegialt samarbejde både fagligt og socialt med fokus på læring og udvikling.
Vi er en del af det nationale sundhedsberedskab og har en døgnbemandet beredskabsvagt. Vi er desuden uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin.
Din hverdag hos os
Du bliver en del af et stærkt tværfagligt team i sektionen Individtilsyn, hvor sundhedsfaglige medarbejdere og jurister arbejder tæt sammen om det sundhedsfaglige tilsyn med autoriserede sundhedspersoner. Din hverdag vil bestå af sagsbehandling, deltagelse i sparrings- og beslutningsmøder om konkrete sager samt udvikling af området. Derudover vil du deltage i det bredere samfundsmedicinske rådgivningsarbejde, varetage retslægelige ligsyn, og du vil få mulighed for at indgå i vores sundhedsfaglige døgnbemandede beredskabsvagt.
Dine primære opgaver vil være at varetage:
- Sundhedsfaglige vurderinger, samtaler med sundhedspersoner og konkret sagsbehandling vedrørende autoriserede sundhedspersoner.
- Opgaver i relation til styrelsens overvågning af ordinationer af afhængighedsskabende lægemidler.
- Bedømmelser af ansøgninger om læger og andre sundhedspersoners fortsatte ret til selvstændig faglig virksomhed efter 75-års alderen.
- Samarbejde med de sundhedsfaglige sagkyndige, som styrelsen benytter sig af i sagerne.
- Rådgivning af andre myndigheder og sundhedspersoner, herunder rådgivning vedr. sundhedsjuridiske problemstillinger, tilfælde af alvorlige smitsomme sygdomme, miljøforurening, trafikmedicin, retsmedicin samt beredskabshændelser.
Derudover vil du i din hverdag også skulle bidrage til læring og udvikling i samarbejde med både kollegaer og eksterne aktører.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er speciallæge, gerne i samfundsmedicin, men læger fra andre specialer tages også i betragtning. Vi prioriterer ansøgere med både klinisk og administrativ/organisatorisk erfaring. Du tiltrækkes af sundhedsfaglige og sundhedsjuridiske opgaver, der skal forvaltes nationalt og professionelt i et krydsfelt mellem patienternes sikkerhed og den enkelte sundhedspersons retsstilling. Du har erfaring med eller interesse for sundhedsjura og myndighedsarbejdet.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har stærke samarbejdsevner og kan samarbejde tværfagligt.
- Arbejder systematisk, metodisk og analytisk, så du kan skabe overblik over og fremstille komplekse områder/sager.
- Har gode formuleringsevner skriftligt og mundtligt.
- Kan prioritere og kan trives i et politisk felt med mediernes bevågenhed.
- Har lyst til at bidrage til at udvikle tilsynet med autoriserede sundhedspersoner i et samarbejde med kollegaer og eksterne aktører.
- Har kørekort og egen bil til rådighed.
Vi tilbyder
En spændende og meget varieret arbejdsdag i et politisk felt og med en blanding af analyseopgaver, sagsbehandling og administrative opgaver og med mange berøringsflader til lovgivningen på sundhedsområdet. Du bliver en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer og bidrage til at udvikle et professionelt individtilsyn.
Vi er en arbejdsplads, der sætter pris på en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø kendetegnet ved tæt samarbejde og sparring. Uanset din baggrund vil mange af vores opgaver formentlig være nye for dig. Vi sørger derfor for god oplæring, herunder bred introduktion og en intern uddannelse.
Du vil have en fleksibel arbejdstilrettelæggelse og mulighed for ad hoc hjemmearbejde en dag om ugen efter aftale med nærmeste leder.
Der er gode parkeringsfaciliteter og el-ladestandere. Du bliver omfattet af en gratis kaffe- og frugtordning. Vi er derudover en arbejdsplads, der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.
Om ansættelsen
Ansættelsen er på fuld tid (37 timer) og tiltrædelse ønskes pr. 1. oktober 2026 eller efter nærmere aftale.
Du bliver ansat som afdelingslæge i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.
Ansættelse som afdelingslæge forudsætter, at du har opnået speciallægeanerkendelse.
Du vil blive ansat med arbejdssted på et af vores to kontorer (enten Falstersvej 10, 8940 Randers SV eller Kokmose 12, 6000 Kolding), efter hvad du foretrækker.
Ansøgningsfristen er den 2. august 2026, og vi forventer at afholde ansættelsessamtaler 6. – 7. august 2026.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at sende en SMS til sektionsleder Jeanette Drost Thomsen, tlf. 2311 8440, hvorpå du vil blive ringet op.
🕑 37 timer | | 2026-08-02 23:59:00
Ansøg her
Styrelsen for Patientsikkerhed
Randers SV eller Kolding
Jeanette Drost Thomsent
2311 8440
LJA-7251
37 timer
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Samfundsmedicin,Speciale uafhængig
02-08-2026 23:59
Retur til søgning





