
Ledende overlæge og overlæge - Psykiatrien Vest, Region Sjælland
Vores Psykiatriske Akutmodtagelse (PAM) og PAM Intensiv (PAMI) på Psykiatrisygehuset i Slagelse søger to nye overlæger, hvoraf den ene skal være ledende. I bliver som nyt lægepar et solidt fundament og to vigtige medspillere i vores team – i en moderne psykiatriorganisation præget af et godt arbejdsmiljø, høj faglig kvalitet og sammenhængende patientforløb.
Det får du hos os
Hos PAM og PAMI bliver du en del af en akutpsykiatri, der er kendetegnet ved en stabil og erfaren lægegruppe og et særdeles godt arbejdsmiljø, hvor høj faglighed går hånd i hånd med psykologisk tryghed, åbenhed og et stærkt kollegialt sammenhold. Vi arbejder tæt sammen som ét hold og lægger vægt på, at medarbejdere trives og oplever mening i arbejdet, også i en hverdag præget af høj kompleksitet og tempo.
Du vil som overlæge møde engagerede og kompetente kolleger på tværs af faggrupper, og der er en tydelig kultur for sparring, dialog og fælles ansvar for patientforløbene. Uddannelse og kompetenceudvikling prioriteres højt, både for uddannelseslæger og speciallæger, og der er gode muligheder for efteruddannelse, herunder deltagelse i konferencer samt specialistuddannelser.
Som ledende overlæge får du desuden mulighed for at præge den faglige og organisatoriske udvikling af afsnittene og indgå i et stærkt lederfællesskab i Psykiatrien Vest med tæt ledelsessparring.
Uanset stilling tilbyder vi fleksibel arbejdstilrettelæggelse, indflydelse på egen hverdag og en attraktiv lønpakke. Psykiatrien Vest har desuden en busordning med afgang fra København og Solrød t/r på hverdage.
Det skal du hos os
Som ledende overlæge vil du i tæt samarbejde med oversygeplejerskerne have det overordnede ansvar for både PAM og PAMI, herunder den lægefaglige behandling og den daglige ledelse af lægerne i afsnittene. Det giver dig mulighed for at sætte retning for den faglige udvikling, skabe sammenhæng på tværs af de to afsnit foruden at sikre kvalitet og patientsikkerhed samt bidrage til at skabe gode arbejdsgange og et velfungerende flow i en travl akut hverdag.
Derudover kommer du til at indgå i den samlede ledergruppe i Psykiatrien Vest og deltage i tværgående ledelses- og udviklingsopgaver.
Som overlæge vil du have en central klinisk rolle og i samarbejde med oversygeplejerskerne og det tværfaglige personale lede behandlingen af patienterne i PAM og PAMI. Du vil varetage stuegang, deltage i daglige konferencer og have fokus på den initiale behandling, planlægning af videre forløb og eventuel udredning. Du vil samtidig bidrage aktivt til supervision og uddannelse af yngre læger og være med til at sikre sammenhængende patientforløb på tværs af afsnit og sektorer.
Fælles for begge stillinger er, at der er mulighed for deltagelse i bagvagtsfunktionen, et tæt samarbejde med kolleger og ledelse samt en aktiv rolle i udviklingen af akutpsykiatrien.
Det søger vi hos dig
Vi søger dig, der brænder for akutpsykiatri og ønsker at gøre en forskel i et miljø præget af høj faglighed, samarbejde og udvikling. Du har en speciallægeuddannelse i psykiatri og motiveres af at arbejde i en hverdag, hvor ingen dage er ens, og hvor du sammen med kollegerne skaber tryghed og kvalitet for både patienter og personale.
Du har stærke samarbejdsevner og trives i et tværfagligt miljø, hvor dialog, sparring og fælles ansvar er i centrum. Du bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø, hvor vi løfter i flok og støtter hinanden – også når tempoet er højt.
Du trives i en akut kontekst og har evnen til at bevare overblik, prioritere og skabe flow i patientforløbene. Du har således blik for både helheden og detaljen, og du arbejder med høj faglighed og har et tydeligt fokus på kvalitet, uddannelse og faglig udvikling. Samtidig er du robust, beslutningsdygtig og formår at holde hovedet koldt og træffe beslutninger i pressede situationer.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har en speciallægeuddannelse i psykiatri og gerne erfaring fra akutpsykiatrien (sidstnævnte er ikke et krav, men en fordel)
- Har lyst til at arbejde i den akutte del af psykiatrien og motiveres af variation og kompleksitet
- Er samarbejdsorienteret, lyttende og god til at skabe tillid og engagement omkring dig
- Bidrager til et trygt og inkluderende arbejdsmiljø, hvor tværfaglighed ses som en styrke
- Har fokus på kvalitet, patientsikkerhed og kontinuerlig faglig udvikling – både for dig selv og dine kolleger
- Er robust, beslutningsdygtig og kan handle hurtigt og sikkert, når det kræves
- Har interesse for at undervise, vejlede og supervisere yngre læger og andre faggrupper
Søger du stillingen som ledende overlæge, forventer vi desuden, at du:
- Har ledelseserfaring eller et klart ønske om at udvikle dine ledelseskompetencer
- Kan sætte retning, motivere og skabe følgeskab i lægegruppen og på tværs af afsnittene
- Har blik for både mennesker og opgaver og kan balancere drift, udvikling og arbejdsmiljø
- Har lyst til at indgå i et tæt lederfællesskab og bidrage til udviklingen af Psykiatrien Vest
Vi ser gerne ansøgninger fra både enkeltpersoner og par, der ønsker at arbejde tæt sammen i et dynamisk og udviklingsorienteret miljø.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår følger overenskomst mellem Foreningen af speciallæger og Danske Regioner. Der er tale om en fuldtidsstilling, og vi ønsker, at du kan starte 1. marts eller efter aftale. Vi gør opmærksom på, at der ved ansættelse i Psykiatrien indhentes straffeattest (§22).
Skal vi arbejde sammen?
Så send din ansøgning, CV og andre relevante bilag via linket, så vi kan lære dig at kende. Angiv tydelig, om du søger stillingen som ledende overlæge eller overlæge.
Søg stillingen ledende overlæge via dette link
Søg stillingen overlæge via dette link
Ansøgningsfristen er onsdag den 28. januar 2026, og vi indkalder til samtaler løbende.
Vil ud vide mere?
Så er du meget velkommen til at komme på et uforpligtende besøg, eller du kan ringe og høre mere om os hos Anders Moesgaard Jacobsen, Chefkonsulent i MUUSMANN, på tlf.: 20 42 91 49 eller cheflæge Henrik Søltoft, på tlf.: 23 35 58 84.
Psykiatrien som arbejdsplads
I Psykiatrien Region Sjælland kan du gøre en forskel for hele mennesket. Vi skaber håb, vilje og lyst til livet. Du gør en meningsfuld forskel, når du vælger at arbejde i Psykiatrien. Gør karriere i Psykiatrien, hvis du vil redde mere end liv.
Om Psykiatrien Vest
Psykiatrien Region Sjælland er en behandlingspsykiatri, der består af en række sengeafsnit og ambulante enheder rundt omkring i regionen. Vi varetager psykiatrisk udredning og behandling samt akutforpligtelsen i Region Sjælland.
Vi udvikler og formidler en bred vifte af psykiatriske tilbud til regionens borgere, og vi har en anonym rådgivning, som er åben for alle, der har behov for viden eller sparring om psykisk sygdom. Vi forsker bredt med inddragelse af både patienter og pårørende. Vi ser det som en vigtig opgave at uddanne fremtidens medarbejdere, så vi varetager også en stor uddannelsesopgave.
I Psykiatrien Vest er der samlet ca. 430 ansatte og hovedfunktioner for voksne over 17 år inden for akutpsykiatri, døgn-, og ambulante funktioner. Psykiatrien Vest har specialfunktioner inden for behandling af affektive tilstande, traumatiserede flygtninge, PTSD og oligofreni. Vi har etableret en Fusionsklinik/Steno-diabetes-psykiatrienhed og har partnerskabsaftaler med Holbæk og Slagelse sygehuse. Vi har egen forskningsenhed med tre professorer og flere ph.d.-studerende. Derudover indgår vi i en del projekter, der skal sikre tættere samarbejde med vores kommuner. Vi arbejder målrettet med at få nedbragt anvendelsen af tvang. Vores ønske er en psykiatri med fokus på recovery, inddragelse af patienter og netværk, faglighed, etik, uddannelse og arbejdsmiljø.
Du kan også læse mere om Psykiatrien Region Sjælland her samt være speciallæge i Region Sjælland her Recoverystrategi kan du læse mere her.
Organisation
Psykiatrisygehuset i Slagelse rummer 97 sengepladser og varetager hovedfunktionen inden for voksenpsykiatri. Psykiatrisk Akutmodtagelse (PAM) har 12 sengepladser og modtager patienter med behov for akut psykiatrisk vurdering, udredning og behandling. Indlæggelserne er som udgangspunkt kortvarige, og der arbejdes målrettet med hurtig afklaring, stabilisering og plan for videre behandling.
PAM har et tæt og integreret samarbejde med søsterafsnittet PAM Intensiv (PAMI), der har 10 sengepladser og varetager behandlingen af højintensive patienter, herunder patienter indlagt med tvang og behandlingsdom. Sammen udgør PAM og PAMI et centralt omdrejningspunkt for akutpsykiatrien på sygehuset.
Der er et velfungerende samarbejde på tværs af sengeafsnit, ambulatorier og faggrupper, og der afholdes daglige morgen- og middagskonferencer med deltagelse af speciallæger, uddannelseslæger, psykologer og sygeplejefaglig ledelse.
Endelige skal det fremhæves at Psykiatrien står midt i en historisk udvikling. Fra 1.1.2026 samles psykiatrien organisatorisk med somatikken i Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehus. Derudover forbereder vi os på en fusion med Region Hovedstaden i en ny Region Østdanmark. En bevægelse mod et mere integreret og helhedsorienteret sundhedsvæsen.
Læs evt. mere om sammenlægningen af psykiatrien og somatikken her.
🕑 | Slagelse | 2026-01-28 23:59:00
Psykiatrien Region Sjælland
Fælledvej 6
4200 Slagelse
Anders Moesgaard Jacobsen
20 42 91 49
LJA-5547
Cheflæge/Overlæge,Fuldtid
Arbejdsområde
Psykiatri
28-01-2026 23:59
Retur til søgning


