
Afdelingslæge til Styrelsen for Patientklager
Drømmer du om at bruge din lægefaglighed på en ny måde?
Så er her en unik mulighed.
Vi søger lige nu en afdelingslæge, som vil være med til at styrke patienter og sundhedspersoners retssikkerhed og præge det danske sundhedsvæsen.
I Styrelsen for Patientklager behandler vi klager over bl.a. undersøgelser, diagnoser og behandlinger på hospitaler, klinikker og andre behandlingssteder. Vi behandler også klager over brud på patientrettigheder og afgørelser fra bl.a. Patienterstatningen.
Brug din sundhedsfaglighed i en ny kontekst
Som vores nye afdelingslæge får du mulighed for at bruge din sundhedsfaglige erfaring i en administrativ og udviklingsorienteret ramme.
Du indgår i et tværfagligt samarbejde med dygtige jurister, sundhedsfaglige kolleger og administrativt personale. Sammen arbejder vi for at bygge bro mellem sundhedsvæsenet og klagesystemet - og sikre læring til gavn for patienter og sundhedspersonale.
Om kontoret for Sundhedsfaglige og Sagkyndige
Du bliver en del af et team på 12 engagerede medarbejdere, der består af læger, tandlæger og sygeplejersker. Vores opgave er at rådgive juridiske kolleger i sundhedsfaglige spørgsmål og samarbejde med ca. 500 sagkyndige eksperter på tværs af faggrupper og specialer.
Din hverdag hos os
Du får en varieret arbejdsdag med meningsfulde opgaver, der bidrager til høj kvalitet og retssikkerhed i vores afgørelser.
Dine opgaver er, at:
- rådgive juridiske sagsbehandlere i sundhedsfaglige aspekter af klagesager og ankede patienterstatningssager
- screene sager for patientsikkerhedsproblemer og bidrage til håndtering af alvorlige hændelser
- vurdere journalmateriale og udarbejde notater
- give feedback til vores sagkyndige eksperter og rekruttere nye sagkyndige til styrelsen
- medvirke til at skabe læring i sundhedsvæsenet gennem tydelige og forståelige afgørelser.
Vi tilbyder
Hos os får du en unik mulighed for at arbejde med sundhedsfaglige spørgsmål i et juridisk og administrativt perspektiv. Du gør en forskel i sundhedsvæsenet ved at garantere kvalitet i styrelsens afgørelser – og du er med til at sikre, at klager fører til læring.
Vi har et dynamisk arbejdsmiljø præget af tæt sparring og et stærkt fagligt fællesskab. Vi hjælper hinanden med opgaverne, så alle parter i en klagesag får det bedst mulige resultat.
Vi har fleksibel arbejdstid med mulighed for op til to ugentlige hjemmearbejdsdage.
Du kan læse mere om os her: www.stpk.dk/karriere
Hvem er du?
Vi søger en engageret speciallæge inden for samfundsmedicin eller et klinisk speciale. Vi vægter bred klinisk erfaring og stærke faglige kompetencer samt en interesse for at kombinere din sundhedsfaglige viden med juridiske aspekter.
Du ser en værdi i at bruge dine sundhedsfaglige kompetencer i en administrativ funktion, hvor samarbejde på tværs af faggrupper er nøglen til, at klager og indklagede får fagligt velfunderede afgørelser.
Erfaring med skriftlig fremstilling og evnen til at kommunikere klart og præcist er afgørende for succes i stillingen. Erfaring med undervisning eller anden form for mundtlig formidling er også en fordel.
Om ansættelsen
Du bliver ansat i en fuldtidsstilling som afdelingslæge i henhold til overenskomsten mellem Skatteministeriet og Foreningen af Yngre Læger.
Stillingen ønskes besat pr. 1. juni 2026 eller efter aftale.
Der vil blive afholdt samtaler den 26. marts 2026 og evt. 2. samtale den 9. april 2026.
Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til kst. kontorchef Lisbeth Fly Højmark på tlf. 5194 0654 eller ved at skrive til afdelingslæge Pernille Østergård på pecs@stpk.dk.
Du kan også læse om styrelsen og se eksempler på afgørelser på www.stpk.dk.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
🕑 | Aarhus N | 2026-03-22 23:59:00
Ansøg her
Styrelsen for Patientklager
Olof Palmes Alle 18H
8200 Aarhus N
Lisbeth Fly Højmark
5194 0654
LJA-6379
Fuldtid
Arbejdsområde
Samfundsmedicin
22-03-2026 23:59
Retur til søgning




